Jeg blev ringet op af en journalist i dag, som bad mig uddybe, hvorfor jeg mente, at der skulle gives flere penge til kulturen. De havde fundet mig ud fra mit svar på en kandidattest og havde lige talt med en anden kandidat, en dame i Ringkøbing, som mente det modsatte; at kulturen skulle tildeles færre penge, og at de i stedet skulle gå til øget velfærd for ældre.

Det var et telefoninterview, men jeg svarede noget i denne stil:

Hvem siger, at flere penge til kulturen ikke kan betyde øget velfærd for ældre? Hvis det er dem, der får nogle gode tilbud? Hvis deres livskvalitet øges, er de måske mindre ensomme, mindre syge, skal mindre på hospitalet. Det sparer penge et andet sted.

Selvfølgelig skal der ikke bygges et operahus i Ringkøbing på bekostning af alle plejehjem, dét er der vist ingen, der er fortaler for.

Men det kan ikke sættes ind i bunden af et excel-ark, hvad ”det koster” at bruge penge på kultur. Det er en investering. Både økonomisk og menneskeligt set. Det giver så meget afkast på en længere bane og sætter så mange tandhjul i gang. Hvis jeg f.eks. hyres til en koncert, så går halvdelen af mit honorar fluks retur i statskassen i form af, at jeg betaler skat af min indtægt. En trykker får opgaven at lave en plakat; der er billetindtægt fra publikum, der sælges øl og vin i pausen, som også giver indtægt og sætter folk i arbejde, og måske ønsker et barn blandt publikum efterfølgende at gå til sang og begynder i musikskolens kor, det giver penge til musikskolen og til en lærer. Og så videre. Masser af tandhjul er sat i gang.

Og så har man slet ikke nævnt den øgede glæde, begejstring, livskvalitet.

Kulturen løfter os, skaber samhørighed, eftertænksomhed, den danner og uddanner os.

Derfor skal der ikke spares på kulturen. Det bliver vi fattigere af. Øget kultur er øget velfærd.