Kunst og kultur. Og hvad er det…

Som aktiv scenekunstner, international operasangerinde igennem tredive år, brænder jeg selvfølgelig særligt for, at kunsten og kulturen er højt placeret i vores samfund. Som et fritidstilbud, i skoleindlæringen, for det er noget, der præger og påvirker os til at tænke mere over tilværelsen og føle for hinanden, træffe vigtige valg for os selv og andre. 

Kunst og kultur påvirker vores måde at opføre os på. Den trøster os, når vi er i sorg, den gør os glad, når den overrasker os og får os til at reflektere. Kunsten er ofte dramatisk, overdreven, smuk, kan dog også være underspillet og overraskende, forvirrende, provokerende, og alt sætter tanker i gang hos os, både, når vi ”forstår” kunsten, og når vi ikke gør.  

Der er fodbold og sport, det er bestemt en del af et aktivt fritidsliv, og der er kultur omkring det, og kan være kunstnerisk udført. Så er der den skabende kunst, billedkunst, musik i alle dens former og genrer, teater, ballet. Det er primært den, jeg udtaler mig om. 

Kunst tager tid at skabe. Og tid at forholde sig til. Den kræver en investering, både i form af penge og i tid. I fokus, fordybelse. Både for dem, der udøver den (og det kræver en stor indsats at blive en kunstner på et højt plan), og dem, der skal se på den, lytte til den, forholde sig til den. Der er muzak i supermarkedet, den kræver ikke så meget af os, men den kunst, vi tager ind, registrerer, den sætter spor i os.

Så kunst og kultur er vigtig, og vigtig at blive præget af fra en tidlig alder. Ligesom et sprog er lettest at lære, når man er lille, er det vigtigt at blive introduceret for forskellige former for kunst tidligt, for at man kan få en tilgang til den. Kunst og kultur skal ikke nødvendigvis ”forstås”, men den skal sige os noget, dermed forstår vi den, individuelt. 

Mange ting i vores samfund kan måles og vejes, og indenfor sportens verden kan meget også; det er uomtvisteligt, hvis kameraet og målebåndet har opsnappet, at en længdespringer har sprunget 5,24 m. Så er det indiskutabelt. Også, hvis der er overtrådt…

Kunst er aldrig indiskutabel. Dermed bliver den personlig. Og stærk. 

Den giver os oplevelsen af fællesskab, at vi hører sammen, når vi oplever store følelser i en opera for eksempel, men den er også helt, helt personlig og din egen, når du f.eks. røres mere end din sidemand, og du har ret til at blive rørt. Det er en del af din personlige frihed. Eller du kan falde i staver over et maleri og blive helt fanget af det, mens andre dårligt skænker det et blik i samlingen og defilerer lige forbi. Dig siger det noget. Og det er en styrke. Din styrke.

At svigte at støtte kultur i et samfund er vejen til undergang, socialt, sociologisk. Kunsten skal have lov at tale sit sprog til os, og derfor skal der afsættes penge til den. De er godt givet ud for vores livskvalitet. 

Og der skal være tilbud i kommunen, der følger alle aldersklasser, fra sang i vuggestuen og børnehaven, til dans og underholdning og skiftende kunst på væggene på plejehjemmet. Kunst skal ses og høres og være en naturlig del af hverdagen på Frederiksberg.